Vidste du, at når du holder dyr i haven, tiltrækker det rotter?
Hvis du fodrer dyr i haven, enten fordi du holder dyr i haven, f.eks. kaniner, høns, hunde og fugle, eller fodrer havens fugle, kan det tiltrække rotter.
Husk at rotten er altædende og derfor også spiser æg, kyllinger og andre dyreunger, hvis de kan komme til dem.
Du bør derfor sikre dit dyrehold bedst muligt.
Følg disse gode råd, for at mindske risikoen for at rotterne slår sig ned:
- Brug finmasket net til indhegning / bur (en rotteunge kan klemme sig igennem et hul på størrelse med en 50 øre).
- Alle sider af indhegningen sikres - også toppen og bunden. Husk at stolper og bagside af huset skal være indenfor hegnet.
- Foder opbevares i lukkede, rottesikrede beholdere.
- Undlad at overfodre, og læg ikke mere foder ad gangen end dyrene kan spise op i løbet af dagen. Undgå at der ligger tilgængeligt foder om natten.
- Ekskrementer er også foder for rotten, det bør derfor ikke ligge tilgængeligt for rotter.
- Husk at hundelorte og fuglefoder, f.eks. solsikkefrø og mejsebolde, også ædes af rotter.
- Foderrester og ekskrementer skal lægges i en rottesikker kompostbeholder eller til affald.
Undersøg, om din grundejerforening har særlige krav og regler.
Undgå skjulesteder for rotterne i udhuse og skure
Vægge og mure bør være så tætte som muligt.
Man bør undgå rod og opstabling af effekter.
Husk at en rotte kræver 2 ting, nemlig skjulesteder og føde. Hvis man tager den ene eller begge ting fra rotten, vil den finde andre steder at bo.
Brændestakke bør placeres frit
Brændestakke i umiddelbar nærhed af hønsehuse og kaninbure m.v. er ideelt for rotterne, idet de så kan bo i brændestakken, og indtage deres måltider ved hønsene eller kaninerne.
Derfor bør brændestakken placeres langt fra fodermuligheder, og gerne fritstående, da brændestakke, der er stablet op ad en husmur, kan virke som en trappe for rotterne, som derfra har mulighed for at komme op på loftet i beboelse.
Kompostbunker/beholdere kan tiltrække rotter
Der bør ikke komposteres madaffald, hvorimod gulerodstoppe, poretoppe og lignende ikke har nogen betydning.
Kompost bør opbevares i lukkede, rottesikrede kompostbeholdere. Desværre har det vist sig, at flere af de nye kompostbeholdere af plastik ikke er så rottesikrede, som man har troet, idet rotterne dels kan gnave huller i plastmaterialet, dels grave sig ned under beholderen for at udnytte gæringsvarmen fra komposten.
Fuglefodringssteder er et særligt problem
Man bør fodre sparsomt, så fuglene spiser op hver dag. Hvis der ligger foder om natten, kan et foderbræt hurtigt samle rotter.
Vær opmærksom på, at rotter er dygtige til at klatre, og derfor nemt kan komme op til mejsebolde og lignende i buske og træer.
Indendørs forebyggelse mod rotter
Udluftningsrøret fra kloakken bør være helt og aflukket med net, så rotterne fra kloaksystemet ikke kan komme ud på taget eller loftet.
Riste på alle gulvafløb bør være af metal og være fastskruet (en rotte kan løfte en rist, som vejer 1,2 kg).
Udskæring af afløbsslanger fra vaskemaskiner bør ikke være større end afløbsslangen.
Bevoksning op ad muren bør holdes nede i en højde på 1 m under tagudhænget.
Udluftningsriste i soklen bør være hele og fastsiddende.
Huller i kampestensfundamenter bør lukkes med cement og eventuelt sammenkrøllet hønsenet.